Bekræftelse af vor historie
Min bror fandt her op til jul en artikel fra Hørsholm Ugeblad Anno 1979. Det er et interview med Folmer Dalum med overskriften: Guldhornene er mit livsværk. Han fortæller om sit arbejde med skabelsen af guldhornene og der er et fint billede af ham i avisen.
I dag fandt jeg en artikel i Ude og Hjemme, årstallet kan jeg ikke se, men her et citat fra artiklen: De to der sidder og smeder hornene hedder Folmer Dalum og Børge Olsen. Et andet citat lyder: Om 30-40 år er der næppe en guldsmed tilbage, som er uddannet til det håndarbejde, der er nødvendigt for at efterligne, hvad oldtidens kunster i Sønderjylland formåede at gøre mener Folmer Dalum.
I artiklerne nævnes også at arbejdet blev lavet på Folmer Dalums Værksted på Australiensvej.
onsdag den 26. december 2007
søndag den 2. december 2007
Guldhornene
Så har jeg fået set mosters album med artikler fra ugeblade og aviser fra 1979, blandt andet en artikel i Jyllandsposten med en fin beskrivelse om Folmers værksted, som Jyllandsposten ikke kendte til! De nævner ikke stedet eller hans navn, idet det på den tid ikke måtte komme frem hvor det blev lavet af hensyn til morbror Folmers sikkerhed. Da så guldhornene blev afleveret er det kun Familiejournalen som i et billede viser, hvordan guldhornene blev skabt og af hvem.
I Familiejournalen fra 1979 fortæller Ove Dragsted om guldhornene i en sober artikel. Han bliver af bladet kaldt for en rådgiver men ikke arbejder på hornene. Derimod flere billeder af Folmer med hornene!
Moster fortalte, hvordan Folmer hver dag hentede guldet i bankboksen for så at bringe det tilbage igen om aftenen. Nåede han det ikke, tog han guldet med hjem for at det ikke skulle blive stjålet. Hun fortalte, at det var hårdt for ham at stå i den giftige luft der efterhånden var på værkstedet. Arbejdet med guldhornene har en del skyld i at han fik sin hjerneskade med talebesvær. Hun fortalte også, hvor såret han var over at han aldrig fik anerkendelse for sit arbejde da først guldhornene var blevet afleveret.
I Familiejournalen fra 1979 fortæller Ove Dragsted om guldhornene i en sober artikel. Han bliver af bladet kaldt for en rådgiver men ikke arbejder på hornene. Derimod flere billeder af Folmer med hornene!
Moster fortalte, hvordan Folmer hver dag hentede guldet i bankboksen for så at bringe det tilbage igen om aftenen. Nåede han det ikke, tog han guldet med hjem for at det ikke skulle blive stjålet. Hun fortalte, at det var hårdt for ham at stå i den giftige luft der efterhånden var på værkstedet. Arbejdet med guldhornene har en del skyld i at han fik sin hjerneskade med talebesvær. Hun fortalte også, hvor såret han var over at han aldrig fik anerkendelse for sit arbejde da først guldhornene var blevet afleveret.
onsdag den 17. oktober 2007
Guldhornene
Spies guldhornenes skaber
Guldhornene er nu vel tilbage på plads i Jelling, og det må være tid til at komme med nogle betragtninger om guldhornenes historie.
I Jyllandsposten den 18. september blev det nævnt at Hofguldsmed Ove Dragsted stod for udførelsen af 1970’er-sættene. Dette er ikke korrekt. Jeg gjorde Jyllandsposten opmærksom på fejlen allerede dagen efter at artiklen var bragt; men da der endnu ikke er kommet en rettelse, har jeg følt mig foranlediget til at skrive den sande beretning om skabelsen af dette sæt.
Da arbejdet med de nye guldhorn skulle begynde forespurgte man Hofjuveler Ove Dragsted, om han kunne lave dem. Da han ikke i mange år havde beskæftiget sig med det rent håndværksmæssige, så han sig ikke i stand til at udføre arbejdet; men foreslog i stedet min morbror sølvsmed Folmer Dalum, som med glæde gik i gang med det store arbejde.
Han var udlært som sølvsmed hos hofjuveler Dragsted i 1934, arbejdede som sølvsmedesvend på forskellige værksteder, indtil han i 1948 blev værkfører hos Dragsted. I 1966 blev han selvstændig og overtog det værksted på Australiensvej, hvor han havde arbejdet i mange år og her blev guldhornene skabt. Han var kendt i sølvsmedekredse og havde leveret en del fine alterkalke til især svenske kirker. Det blev besluttet, at der skulle lave 2 sæt, idet Simon Spies skulle have det ene sæt mod at finansiere arbejdet.
Fra vi var børn, er vi kommet inde på værksted og set hvordan han arbejdede og som en selvfølge, kom vi ofte på værkstedet for at følge med i skabelsen af guldhornene. Vi sad med de små guldfigurer i hånden og beundrede dem meget. Han tog tit arbejde med hjem, idet han ikke turde lade de fine ting ligge inde på værkstedet, og også i hans hjem i Rungsted sad vi med de små figurer. Han fortalte os meget om hvordan han bar sig ad og om de besøg, han havde på værkstedet af ugeblade, aviser og filmhold. Han fik også besøg af Dronning Margrete, som interesseret hørte om hans arbejde. Få år efter at han havde afleveret guldhornene, solgte han sit værksted.
I hele sit liv var han et musisk menneske, tog sangundervisning og var under krigen ansat på Nørrebros Teater, hvor han sang i operettekoret inden han efter krigen vendte tilbage som sølvsmed.
I avisen kom historien om genfundet af Niels Heidenreichs ørenring i 2004 frem og det er lidt pudsigt at Dalumfamilien også er involveret i denne historie. Kirsten Dalums far var en fætter til Folmer Dalum.
Guldhornene er nu vel tilbage på plads i Jelling, og det må være tid til at komme med nogle betragtninger om guldhornenes historie.
I Jyllandsposten den 18. september blev det nævnt at Hofguldsmed Ove Dragsted stod for udførelsen af 1970’er-sættene. Dette er ikke korrekt. Jeg gjorde Jyllandsposten opmærksom på fejlen allerede dagen efter at artiklen var bragt; men da der endnu ikke er kommet en rettelse, har jeg følt mig foranlediget til at skrive den sande beretning om skabelsen af dette sæt.
Da arbejdet med de nye guldhorn skulle begynde forespurgte man Hofjuveler Ove Dragsted, om han kunne lave dem. Da han ikke i mange år havde beskæftiget sig med det rent håndværksmæssige, så han sig ikke i stand til at udføre arbejdet; men foreslog i stedet min morbror sølvsmed Folmer Dalum, som med glæde gik i gang med det store arbejde.
Han var udlært som sølvsmed hos hofjuveler Dragsted i 1934, arbejdede som sølvsmedesvend på forskellige værksteder, indtil han i 1948 blev værkfører hos Dragsted. I 1966 blev han selvstændig og overtog det værksted på Australiensvej, hvor han havde arbejdet i mange år og her blev guldhornene skabt. Han var kendt i sølvsmedekredse og havde leveret en del fine alterkalke til især svenske kirker. Det blev besluttet, at der skulle lave 2 sæt, idet Simon Spies skulle have det ene sæt mod at finansiere arbejdet.
Fra vi var børn, er vi kommet inde på værksted og set hvordan han arbejdede og som en selvfølge, kom vi ofte på værkstedet for at følge med i skabelsen af guldhornene. Vi sad med de små guldfigurer i hånden og beundrede dem meget. Han tog tit arbejde med hjem, idet han ikke turde lade de fine ting ligge inde på værkstedet, og også i hans hjem i Rungsted sad vi med de små figurer. Han fortalte os meget om hvordan han bar sig ad og om de besøg, han havde på værkstedet af ugeblade, aviser og filmhold. Han fik også besøg af Dronning Margrete, som interesseret hørte om hans arbejde. Få år efter at han havde afleveret guldhornene, solgte han sit værksted.
I hele sit liv var han et musisk menneske, tog sangundervisning og var under krigen ansat på Nørrebros Teater, hvor han sang i operettekoret inden han efter krigen vendte tilbage som sølvsmed.
I avisen kom historien om genfundet af Niels Heidenreichs ørenring i 2004 frem og det er lidt pudsigt at Dalumfamilien også er involveret i denne historie. Kirsten Dalums far var en fætter til Folmer Dalum.
Abonner på:
Opslag (Atom)